Bryllup på Tanzaniansk maner

Fredag den 27. var der bryllup. James, som er båd-driver for mobilklinikken skulle giftes med hans udkårne Imani. Kirken startede en halv time tidligere end planlagt, og som altid skulle vi sidde helt oppe foran. Så vi sad med overblik over hele menigheden og brudeparret. Som altid er der godt gang i den, så efter fire forskellige kors sang kunne de sige JA til hinanden. Trods denne store glædelige begivenhed, var der ikke smil at finde hos bruden. Hernede er det kutyme, at bruden skal se ked ud af det, for hun skal jo skilles fra sin familie. Om det så er oprigtig tristhed, ved vi ikke, men man kunne fornemme, de virkede glade for hinanden senere på dagen.Festen fortsatte. Efter fire timer med talere, sang, dans og hylende og skrattende musik blev middagsmaden serveret – tiltrængt!Festen fortsatte klokken otte i forsamlingshuset, og der blev brudeparret virkelig fejret. Flere timer med taler, gaveoptog (de danser op til brudeparret med deres gaver), traditioner, dans og alt for høj musik ud af hylende højtalere. Bryllupskagen bestod af to små chokoladekager, som brudgommen havde bagt i vores bålovn aftenen før. Brudeparret og nogle enkelte, vigtige, gæster fik en smagsprøve af den ene kage, hvorefter der blev holdt en auktion om den anden. Den blev solgt for 10000 Shilling (35 kroner). Klokken halv tolv blev middagen serveret. En lille sort og lun plasticpose med 3 kartofler, 1 kogt banan og 3 stykker kød. Det var en rigtig lækker, og ikke mindst, tiltrængt omgang snask. Efter maden tog vi glade og døve hjem ;)

det smukke brudepar

Jul i Afrika

Så er det blevet jul! - det skal fejres.
Julie og Marianne fik kreeret en adventskrans ud af blade og blomster, og en rulle gavebånd blev lavet til musetrapper og julestjerner. Og selvfølgelig hører vi jule musik og ser julekalender - Krummernes Jul. Så, Nu det jul!
Det kan godt være lidt svært at komme i julestemning hernede. Men på trods af fuld solskin, 30 grader, ingen julen kaos og lys, så lykkedes det os da indimellem.

advent i Kipili

juleklip - selvfølgelig med julejordnødder til

Juleaftensdag sang vi julen ind for Lodgens gæster sammen med koret. Dejligt at komme derud og få lidt mere julestemning med masser af julepynt, julelys og gaver til gæsterne :)
Efter julemiddagen, som bestod af franskbrød med udvidet udvalg af pålæg fra Danmark, var der Jesus film for alle midt i centrum af Kipili. Cirka klokken 22 var der gudstjeneste, hvorefter det var tid til en omgang god, dansk julehygge i Knuds hus.
Det blev til en helt speciel og fantastisk jul.

sang ved det gamle kloster for Lodgens gæster

jule- glæde, dans og sang

Julemanden kommer da også til Tanzania ;)

Glædelig jul

Cheke Chea

Nu er det vist også på tide at fortælle om Cheke Chea, som egentlig er mit primære arbejde her i Tanzania, og som jeg nu faktisk er færdig med, da de gik på sommerferie i fredags, hvor de sluttede af med en kæmpe fest for de 22 elever som graduerede, og nu er klar til at starte i Primary School.  

Hele Cheke Chea teamet.  50 born, fire laerere og fire volontoere.
(Okay, visse personer mangler vist)

Cheke Chea er en førskole, som skal forberede dem til at gå i skole. Cheke Chea kan sammenlignes med en dansk børnehaveklasse, hvor man lærer grundlæggende ting, som at sidde på en stol, række hånden op, lytte til andre og have en god adfærd over for sine medmennesker.
Det er en opgave der kræver motivation, gode lærere og gode medvolontører, og jeg har været heldig! Der er tre lærere; Exilda (bossen), Happy og Emil og medhjælperen Faustini. De kan virkelig forstå at undervise børnene på den rigtige måde, og det kan mærkes at de er hjulpet godt på vej af mange år med hjælp fra Knuds volontører, både med hensyn til at tænke kreativt, til selv at tage initiativ, planlægge og deres adfærd overfor børnene mm. Der er sket en stor udvikling pga. BDMs arbejde, det er motiverende at se.

Cheke Chea begynder klokken otte, hvor de starter med morgensang.
Klokken halv ni møder vi fire volontører, hvor vi hjælper til ved uji-spisning. Derefter synges der to sundhedsfremmende sange, om f.eks. at vaske sig, drikke rent vand og børste tænder.
Omkring klokken ni børstes der tænder, og så er det bare med at komme væk, når de skal have tømt munden for tandpasta, ellers bliver man mærket.
Derefter fortæller én af de fire lærere en bibelhistorie og der synges kristne børnesange.
Frikvarter er der til klokken 10, hvor der enten er undervisning og/eller leg. Hver uge har et tema, som vi sætter fokus på ved leg og forskellige undervisningsformer. Vi har haft emner som; tal, alfabetet, vokaler, farver, former, kiswahili, engelsk, Olympiske Lege, venne-uge, sanser mm.
Klokken 11:30 synges der farvel-sang, hvorefter Cheke Chea er slut.
Vores opgave som volontører er, at støtte lærerne i undervisningen. Derudover prøver vi så godt som muligt at komme med gode input til undervisningen og ideer til udviklingen af de fysiske – og sociale rammer.

Ckeke Chea er virkelig en herlig arbejdsplads, og jeg har nydt disse tre måneder, jeg har været der. I starten var det en meget hård opgave, da de skreg, larmede, kastede sig over os og drillede, irriterede og slog hinanden konstant. Vi har så lært dem bedre at kende, og vores sprog er blevet noget bedre og de har fået mere respekt for os, så med tiden er det blevet bedre og vi er blevet bedre til at takle de forskellige situationer. Selvom mange dage har været trælse, frustrerende og hårde, overskygger de gode dage dem helt klart. De er simpelthen nogle små irriterende rollinger, men samtidig helt uimodståelige og fantastiske brune små børn, man ikke kan andet end at holde af. De er lige til at proppe ned i kufferten på hjemturen :)
Cheke Chea’en i Kipili er simpelthen et dejligt sted at være. Og iiiha hvor jeg dog allerede savner mine kære chokolade klumper. Det er virkelig underligt og trist at jeg ikke ser dem mere og kan følge med i deres liv. Men heldigvis er der en del der bor i Kipili, så ofte bliver man mødt af en flok sprintløbere, som løber lige ind i ens favn. HERLIGT! :)

Tovtraekning i OL-ugen

 Cheke Chea fans foran den ene af CCs to klasselokaler

Samarbejde er en dyd

Graduation - kaempe fest

En almindelig hverdag i Kipili

I Kipili står solen op klokken 6.15, hvorefter høns, geder, frøer og snedkerdrengene (der ligger en snedkerskole lige ved siden af os) synger dagen velkommen.
Klokken 8 er der morgenandagt hos Knud, hvorefter vi får ristet hvidt brød.
Klokken 8:30 går Cecilie, Maibritt, Marianne og jeg til Cheke Chea, Julie til mobilklinikken og Søren og Daniel til et eller andet praktisk arbejde.
Klokken 11.30 er Cheke Chea slut.
Forberedelse af næste dag i Cheke Chea eller den næste uge, og forberedelse til engelsk undervisning. 

Doktor Julie ved mobilklinikken

Klokken 13 er der middagsmad, hvilket 95 % af gangene består af bønner og ris, som jeg overraskende nok faktisk ikke er blevet træt af. Hvis der lige blandes mango (og en sjælden gang banan) i, er det bare mums. Nogle dage får vi tomatsnask, lækker fisk, ugali eller kogt salat. Selvom det lyder ensformig, er vores private kokke Mama Anna og Mama Pepes mad helt uimodståelig. 

Hver mandag, onsdag og fredag underviser vi snedkerelever i engelsk. Eleverne er omkring vores alder. De er delt op i easy – og hard engelsk, med 13 og 8 elever på hvert hold. Det har været en stor udfordring for os alle, fordi ingen af os er uddannet lærer, og derudover det at undervise andre, og finde på hvad man skal undervise dem i, og endvidere at undervise dem i det sprog, man selv taler i undervisningen. Hvis Julie er hjemme, hjælper hun til, ellers er vi 2 på hvert hold, hvilket har været meget rart, da man kan supplere hinanden med Kiswahili-sproget.
Det er super fedt at udfordre sig selv på den måde, og bagefter stå med ”yes-følelsen” over at man gjorde det, og de er blevet det klogere. Og så det egentlig også bare super hyggeligt at være sammen med dem og lære dem og deres kultur at kende.

De herlige, festlige drenge! :)

Tirsdag, torsdag og lørdag går Marianne, Julie og jeg til kor. Det er skægt! Det er lidt en udfordring, da mit Kiswahili ordforråd ikke er så stort, så det er sådan set bare en masse bogstaver, der er sat tilfældigt sammen.
Men det kommer faktisk ikke så nøje hernede om man kan sangene. Det handler mest om bare at være med, svinge hofterne, og synge højest (hvis man altså kan teksterne).

Klokken 19 er der aftensmad. Hvidt brød. I Kipili sælges der tomater, løg og jordnødder, så det bliver ofte pålæg på brødet. Men dog når vi er i Sumbawanga, bliver der købt stort og småt, alt fra frugt, grøntsager, ost og nutella, som vi lager op i Kipili. 

Aftensmaden kan tage alt fra ½ til 2 timer. Knud har altid historier og oplevelser at fortælle. Alt fra kulturen, Kipili, mennesker der er blevet brændt, religion, farlige dyr i/nær Kipili (som leopard, vandcobraer, flodheste, krokodiller..) og en masse mere.

Omkring klokken otte begynder alle telefoner at bimre. Forskellige mennesker skal høre hvad vi laver, om de kan komme, har vi tid, kan de få computerundervisning, skal vi øve sange, om vi vil med ned at se fodbold i en baggård…

Dagene hernede er ikke til at planlægge, man ved aldrig hvad og hvem der dukker op. Nye dyr, nye mennesker, ny sygdom, nye opgaver, ?  Hver dag er en fest.  

    

RUGBRØD!! mums :b 

Tur på Lodgen

Larve i ryggen

AD AD AD!
I en uge havde jeg bøvlet med det jeg troede var en bums, som bare voksede og voksede. Jeg besluttede så efter lidt ømmelse og stikken fra ”bumsen” at prikke den ud.. Pga. beliggenheden og besvær havde Marianne givet en hånd med til at få prikket hul.
Jeg følger med i spejlet, og ser lige pludselig at det bevæger sig!... Marianne og jeg går helt i panik. Det er ulækkert, uvist og vi aner ikke hvad det er for noget, og om der er flere der inde. Jeg prøver at få lidt styr på panikken og finder pincet og toiletpapir frem. Marianne får overvundet ulækkerheden og får presset larven lidt ud igen (den var kravlet ind igen), og får den beslaglagt i et marmelade glas. Fy føj da..
Vi fandt - efter efterspørgsel - ud af at den lille orme-dyr var en mangofluelarve. Mangofluer lægger æg i vasketøj, hvorefter de voksende larver kravler ind i menneskekød, hvor de nyder godt af godterne, til de bliver så store at de kravler ud igen. Så de er overhovedet ikke farlige, men det er virkeligt ulækkert, både at den har levet og vokset af at spise mit kød, og se sådan et hul ind i min ryg bagefter, hvor den bare havde hygget sig i over en uge..  
Spændende oplevelser er der ihvertfald nok af hernede. Denne oplevelse er også noget helt særligt, da jeg er den første af Knuds hundrede volontører, som har haft besøg i ryggen. - ja, jeg er så heldig! :)

Dyrebare og festlige dråber

Den første regn i flere måneder er nu landet i Kipili! Jubiii :DDenne helt specielle dag startede med mørke skyer – meget uvant syn hernede. Og Klokken 11 piskede det ned i store stråler. Fra det sekund den første dråbe ramte jorden jublede, sang, dansede og skreg børnene – og alt tøjet blev smidt af. Regnen blev dog så voldsomt, at lærerne valgte at de skulle indenfor – øv. Men så var det jo heldigt at der var hul i taget, så de kunne samles og danse med de få dråber, der kom igennem. Det var simpelthen underholdende – ja sikke et syn!

Vores præg – i Tanzania

I den forløbende uge har Cheke Chea i Kipili haft ferie og Julie har fri fra mobilklinikken, så vi har alle 7 været fuldt beskæftiget i Sumbawanga med at male en ny opstartet Cheke Chea. Cheke Chea’en er ledet af hollændere, men vi fik den hyggelige opgave og ære at male skolen. De første tre dage gik intensiv med hvid maling. Hvorimod vi de sidste to dage fik til opgave at udfolde vores kreative maler-evner. Julie og jeg valgte at male et kæmpe verdenskort, hvilket var noget af en opgave i forhold til målestoksforhold bl.a, men det var super hyggeligt og sjovt at være kreativ på sådan en måde. De andre var fuldt beskæftiget med at illustrere Noas ark i et andet lokale.
Virkelig fedt at vi nu præget og lavet et evigt minde om vores tur til Tanzania ved vores værk i Sumbawanga. 

Julie og Trines færdige arbejde - vores minde!

Samarbejde der rykker :-)

Kipili - home sweet home

Så er vi nået til Kipili – hjem. Det er niende dag hernede, så vi er ved at være faldet godt til. Kipili er simpelhen en herlig og ubeskrivelig flot landsby. Den ligger op ad et bjerg, hvor vores hus ligger som det øverste, så vores udsigt er helt fantastisk. Ikke nok med at vi har udsigt over byen ligger Tanganyikasøen lige neden for og noget savanne lignende og bjerge. 

Her er meget anderledes end Sumbawanga. Kipili er på 1500 venlige indbyggere, som har et mere stille og roligt forhold til os hvide mennesker, da de er mere van til os. Men de siger altid hej og retter gerne på udtalelse. Kipili er et dejligt og trygt sted at være.

Knuds lækre terrasse, som vi allerede nu har fået mange herlige og afslappede timer til at gå med. 

Mandag den 26. august havde Cecilie, Maibritt, Marianne og jeg første dag i Cheke Chea. Der er skrevet 50 op til Cheke Chea, men kun 30-40 stykker dukker op. Cheke Chea kan sammenlignes med en dansk børnehave klasse, hvor man lære det grundlæggende for at gå i skole, som f.eks. at sidde stille, at række hånden op, at lytte, adfærd, at være en god kammerat og ikke at slå. At slå er nærmest den største udfordring i Cheke Chea, da de slår hinanden konstant. De første dage i Cheke Chea var meget frustrerende, da de larmede, løb rundt, hang op af os, græd, drillede, irriterede og slog hinanden. Men vi er blevet mere strikse og klogere, så allerede nu synes jeg det er blevet bedre. Børnenes betingelser derhjemme er også noget anderledes med de principper vi kører i Cheke Chea, så det er sikkert også en stor udfordring for børnene.

Nogle af de søde Cheke Chea børn

30 minutters gåtur fra Kipili ligger den såkaldte Lodge. Lodgen er et hotel, som områder en strand. Det er simpelthen et herligt sted at slappe af, bade og hygge i weekenden. Så der har vi allerede haft mange gode timer med bl.a. den smukkeste og hurtigste solnedgang. Vi er dog ikke de eneste derude.. Krokodiller, flodheste, iler og vandcobra svømmer også derude…
 ja dyr er der mange af. Rotter, mus, myg, gekkoer, edderkopper osv. er dagligdag hernede. Jeg er ikke dyrenes-ven (og de kan nok heller ikke lide mig), så det er noget af en prøvelse for mig, at skulle finde mig i at der bliver ved med at være dyr.
Jeg får på mange måder udfordret mig selv, og gjort ting jeg egentlig ikke bryder mig om - det er fedt!

Den SKØNNE Lodge

Afrika - sikke et sted!

Så er vi landet i Sumbawanga i Tanzania – nærmere betegnet i lørdags.  Vi skal være i Sumbawanga til på lørdag, hvor vi kører med missionær Knud til Kipili. Vi er blevet hjerteligt modtaget af tanzanianere og to volontører, som har været her i noget tid. De har vist os rundt i den støvede by og taget os med på Peter’s House (et børnehjem).  To gange om dagen får vi Swahili undervisning, hvilket virkeligt er rart, da vi ellers ikke rigtig har nogen mulighed for at forstå hvad folket siger til os. 

Her i Tanzania kan man nærmest ikke gå uden for en dør, uden at man bliver mødt med en hilsen, smil, nysgerrige øjne og masser af opmærksomhed. ”Mzungu”, som betyder hvid/fremmed, bliver altid hvisket eller råbt når vi går forbi – så ja, alle lægger mærke til os.

Vi hygger i luften 

Vores tur herned var noget af en oplevelse/tur i sig selv. Vi fløj fra Kastrup klokken 15.30 i onsdags og landede i Dar es Salaam torsdag klokken 8. Vi mellemlandende i Qatar, så i alt var vi i luften i 12 timer. I Dar es Salaam tog vi med Robert (en tidligere missionær i Dar) til White Sands – en fantastisk strand – hvor vi tilbragte det meste af dagen. Klokken 6.30 næste morgen tog vi bussen til Mbeya, hvor vi overnattede til næste morgen, hvor vi tog bussen til Sumbawanga klokken 7.30. Sikke en tur! Turen tog i alt 22 timer, og der var kun 4 pauser på 5-10 minutter hver! Så de dage levede vi på kiks, chips, bananer og en smule vand – lækkert!
Trods de mange timer i bus – og de begyndende siddesår – så var turen ikke på noget tidspunkt kedelig!
Naturen, menneskene, byerne, ja omgivelserne i det hele taget, ser helt anderledes ud end i Danmark. Tiden fløj af sted mens man bare sad og stirrede ud af bussen og blev overvældet af indtryk. Vi kørte igennem en nationalpark, så der så man også lige en masse giraffer, aber, gnuer, zebraer – det var vildt underligt at dyr bare stod få meter fra vejen, mens aber sad på vejen.
Og så er der jo Afrikas veje! Pyha.. Mit hjerte satte sig i halsen flere gange. Enten er vejene ujævne eller meget ujævne, og lige meget hvor ujævn og svingende den er, kunne bussen køre imellem 10-130 kilometer i timen (ja det er faktisk svært at sige da speedometeret ikke fungerede). Selvom der er et sving, bakke eller lastbil forude overhaler køretøjerne hinanden konstant, så de når lige nøjagtigt at komme over i egen kørebane igen inden det går galt.
Men vi var heldige, for vi kørte kun i grøften en gang. En modkørende bus havde ikke trukket nok over i siden, så vores buschauffør så grøften som nødløsning på at støde sammen. Men det var ikke så galt, vi kom hurtigt på vejene igen J

Den lækre strand: White Sands

Giraffer på landevejen

Vi nåede lige et billede i en af de få pauser på busturen

 Det er virkelig skønt, anderledes og udfordrende at være her. Næsten alt er anderledes hernede; husene, byerne, menneskerne, omgivelserne, kulturen og adfærden – det er altså bare kanon spændende.

Jeg ser frem til at falde mere til hernede og få nogle rutiner, da det også kan give mulighed for at komme nærmere de søde mennesker. Det bliver helt sikkert et spændende halvt år med mange udfordringer, gode oplevelser, indtryk, andre synsvinkler og venskaber – jeg glæder mig!

Volontørerne E13: Daniel, Søren, Julie, Trine
Cecilie, Maibritt, Marianne