En almindelig hverdag i Kipili

I Kipili står solen op klokken 6.15, hvorefter høns, geder, frøer og snedkerdrengene (der ligger en snedkerskole lige ved siden af os) synger dagen velkommen.
Klokken 8 er der morgenandagt hos Knud, hvorefter vi får ristet hvidt brød.
Klokken 8:30 går Cecilie, Maibritt, Marianne og jeg til Cheke Chea, Julie til mobilklinikken og Søren og Daniel til et eller andet praktisk arbejde.
Klokken 11.30 er Cheke Chea slut.
Forberedelse af næste dag i Cheke Chea eller den næste uge, og forberedelse til engelsk undervisning. 

Doktor Julie ved mobilklinikken

Klokken 13 er der middagsmad, hvilket 95 % af gangene består af bønner og ris, som jeg overraskende nok faktisk ikke er blevet træt af. Hvis der lige blandes mango (og en sjælden gang banan) i, er det bare mums. Nogle dage får vi tomatsnask, lækker fisk, ugali eller kogt salat. Selvom det lyder ensformig, er vores private kokke Mama Anna og Mama Pepes mad helt uimodståelig. 

Hver mandag, onsdag og fredag underviser vi snedkerelever i engelsk. Eleverne er omkring vores alder. De er delt op i easy – og hard engelsk, med 13 og 8 elever på hvert hold. Det har været en stor udfordring for os alle, fordi ingen af os er uddannet lærer, og derudover det at undervise andre, og finde på hvad man skal undervise dem i, og endvidere at undervise dem i det sprog, man selv taler i undervisningen. Hvis Julie er hjemme, hjælper hun til, ellers er vi 2 på hvert hold, hvilket har været meget rart, da man kan supplere hinanden med Kiswahili-sproget.
Det er super fedt at udfordre sig selv på den måde, og bagefter stå med ”yes-følelsen” over at man gjorde det, og de er blevet det klogere. Og så det egentlig også bare super hyggeligt at være sammen med dem og lære dem og deres kultur at kende.

De herlige, festlige drenge! :)

Tirsdag, torsdag og lørdag går Marianne, Julie og jeg til kor. Det er skægt! Det er lidt en udfordring, da mit Kiswahili ordforråd ikke er så stort, så det er sådan set bare en masse bogstaver, der er sat tilfældigt sammen.
Men det kommer faktisk ikke så nøje hernede om man kan sangene. Det handler mest om bare at være med, svinge hofterne, og synge højest (hvis man altså kan teksterne).

Klokken 19 er der aftensmad. Hvidt brød. I Kipili sælges der tomater, løg og jordnødder, så det bliver ofte pålæg på brødet. Men dog når vi er i Sumbawanga, bliver der købt stort og småt, alt fra frugt, grøntsager, ost og nutella, som vi lager op i Kipili. 

Aftensmaden kan tage alt fra ½ til 2 timer. Knud har altid historier og oplevelser at fortælle. Alt fra kulturen, Kipili, mennesker der er blevet brændt, religion, farlige dyr i/nær Kipili (som leopard, vandcobraer, flodheste, krokodiller..) og en masse mere.

Omkring klokken otte begynder alle telefoner at bimre. Forskellige mennesker skal høre hvad vi laver, om de kan komme, har vi tid, kan de få computerundervisning, skal vi øve sange, om vi vil med ned at se fodbold i en baggård…

Dagene hernede er ikke til at planlægge, man ved aldrig hvad og hvem der dukker op. Nye dyr, nye mennesker, ny sygdom, nye opgaver, ?  Hver dag er en fest.  

    

RUGBRØD!! mums :b 

Tur på Lodgen

Larve i ryggen

AD AD AD!
I en uge havde jeg bøvlet med det jeg troede var en bums, som bare voksede og voksede. Jeg besluttede så efter lidt ømmelse og stikken fra ”bumsen” at prikke den ud.. Pga. beliggenheden og besvær havde Marianne givet en hånd med til at få prikket hul.
Jeg følger med i spejlet, og ser lige pludselig at det bevæger sig!... Marianne og jeg går helt i panik. Det er ulækkert, uvist og vi aner ikke hvad det er for noget, og om der er flere der inde. Jeg prøver at få lidt styr på panikken og finder pincet og toiletpapir frem. Marianne får overvundet ulækkerheden og får presset larven lidt ud igen (den var kravlet ind igen), og får den beslaglagt i et marmelade glas. Fy føj da..
Vi fandt - efter efterspørgsel - ud af at den lille orme-dyr var en mangofluelarve. Mangofluer lægger æg i vasketøj, hvorefter de voksende larver kravler ind i menneskekød, hvor de nyder godt af godterne, til de bliver så store at de kravler ud igen. Så de er overhovedet ikke farlige, men det er virkeligt ulækkert, både at den har levet og vokset af at spise mit kød, og se sådan et hul ind i min ryg bagefter, hvor den bare havde hygget sig i over en uge..  
Spændende oplevelser er der ihvertfald nok af hernede. Denne oplevelse er også noget helt særligt, da jeg er den første af Knuds hundrede volontører, som har haft besøg i ryggen. - ja, jeg er så heldig! :)